Min fortælling “Gula Arter”

  

Forord

                ”Gula Arter” er mit bidrag til at samle og værne om vores Bornholmske dialekt.
Historien er fortalt i generationer i min familie. Takket være min onkel Carlo Westh, blev den nedskrevet og ilustreret af ham.
Den har ligget i gemmerne i mange år og jeg fik lyst til at få tilrettet sproget og illustreret på min måde.
Morgens Dam har været mig til en uvurderlig hjælp for at få dialekten på plads.
Ingrid Westh Drejer
2016

 

         

Hæftet kan købes gennem mig på Tlf.nr.: 5128 7214, eller på mail: ingrid1942@gmail.com, for kun 60 kr. og så sendes det vederlagsfrit til dig.    

Dette e en historja frå majed gamla dâ. Denj e så gammal, så ded va injan a der va nâd som hed kjærkeskat. Vært år, når høstinj va ouverståd, gâ præstinj sej astâ for å kræva offer på gårana. Når hanj seddan gâ saj astâ, skujlle deninj altid følla me, for hanj skujlle hâ denj stora bogen me, vor a der sto va vær især sjylde i offer. Enj stâ kunjed varra enj halluer griz, enj anj stâ en sjæppa râu, æjle
gula arter æjle seddant nâd.

     

Då di så kom inj på gårinj, ble di som vân væl modtâna; å di skujlle endeli ble å âuernatta. Kon va i fujl sving me å koga gula arter, ded viste di jo a præstinj satte urimeli majen priz på. Ded vare heller ønte lænje. Deninj fikje skrevved, va der skujlle skrives. Soppagrydan kom inj på bored. Hornsjerna kom fram frå dorra plâs
oppa unje bjælkan, å snârt sod di samlada ver bored å longada te ded bæsta di hadde lært.

      

Et år di seddan va på vaj, å di nærmada saj enj går, sâ præstinj: ”Troer du âu, a vi får gula arter me flæsk ijen i år på Vestergårinj”. Ja ded troer jâ sâ dening, men jâ synes nu ønte, a du kanj varra bekjænt å æda så grådit som du
plejer, når vi får gula arter. Enj Guds manj, som daj ska visa et gott eksempel å må ønte visa grådihed. Ja, ded kunje præstinj godt injse, å hanj ble så enier me deninj om, a når deninj syntes, a nu kunjed varra nok, så skujlle hanj
trø præstinj âuer tærna. Så lâude præstinj a
hanj ville læggja sjen strajs.

Ætte ed par times tid, vâunada præstinj, å strajs sto hanj ud idå sænjen å listada ud i kjøkkened for å spisa lid mera udå arterna. Då hanj skujlle te å lista å, vâunada deninj strajs. Å sæl om hanj hadde åded gott te awtan, hadde hanj âu lyst te å få lid mera udå  denj dajlija mâdinj. Derfor viskada hanj:”Når du e færdier, kanj du så ønte tâ ed grân inj te mej âu”. Jo, ded skujlle præstinj nok.

Sælom ded va svårt, fânt præstinj livel hortit ud te artegrydan; å då va dær injen te å trø enj âuer tærna. Så hanj åd gott å lænje. Då hanj endeli vende tebâga for å komma te sænjs ijen, hadde deninj for lænje sin snevved frå. Præstinj kom me et stort kâr arter te enj, å deninj, som hadde fåd trokked dynanj lid å saj, lå me hela sin lysa ænnasjiva ud over sænjakântinj. Då der va svårt i værelsed, trode præstinj a de va hansa hâud der lyste op, å stok arteskåln hen te enj. I ded samma løsnada der saj en
lidinj vinj. Puuuuuuv sâ`d. Præstinj, som ættehån sto å frøs, ble galinj å sâ: ” Du behøver såmænj ønte pusta te mâdinj, for denj e kåler”. Å derme smok hanj
arteskåln i ænnanj på deninj å gjik te sænjs.

Ded va ganske svårt, då præstinj vâunada å sto op. Å då hanj ville vaska saj lid, injan hanj klædde saj på, listada hanj saj ud i kjøkkened, for å se om hanj kunje finja saj nâd te å vaska saj idi. Nâd vannfâd kunje hanj ønte finja, men så fânt hanj et kjæjlinjakrus. Hanj fylde vand idi`d å javada begge henner ner i krused på enj gong, men ded skujlle hanj alri hâ gjort, for læje majed van hanj bâr saj ad, så kunje hanj ønte få hennerna op ijen. Di sod ganske ujælpelit fàst nera i kjæjlinjakrused.

Altimens vâunada deninj, å kunje ønte forstå, van hanj hadde klassad sænjen så forfærdelit te, men sjet vad ju, å så vad bâra å få rønsad å, så hortit som mâulit. Derfor listada hanj ud te denj lilla damminj som hanj veste lå læje udan for gårinj.
Præstinj hadde lænje mâsad me sit kjælinjakrus, så der va nok injed anjed å gjorra, inj å se å få smadrad krused. Alse kom hanj âu ud ver damming,å der så hanj, va hanj trode va enj dajlit stor
vider sten.

Hanj listada saj dærhæn, å me ajl majt knallada hanj krused læje i ænnanj på deninj, som for op me et vræl å skræj: ”Naj, naj hjærtafâr, slå ønte mer, jâ ska  alri sjida i sænjen mer”.